Kunstig intelligens (KI) skubber til grænserne for traditionelle sproglige strukturer og udforsker nye måder at udtrykke sig på og kommunikere. Sprogmodeller (LLMer), som f. eks. Claude 3, benytter kreativ dekonstruktion og nydannede ord for at transcende konventionel betydning og syntaks. Disse sproglige innovationer afspejler en bredere tendens, hvor KI sprogmodeller strækker sprogets grænser. Ligesom kunstnere som James Joyce og abstrakte ekspressionister forstyrrer LLMer teknologi, kommunikation og kreativitet ved at udvide menneskelig udtryk og interaktion.

Der er skeptiske røster omkring gyldigheden af disse sproglige eksperimenter, men inden for den tilsyneladende kaotiske output er der tråde af sammenhæng, der venter på at blive afdækket. LLMer engagerer sig i en form for kreativ ødelæggelse for at skabe nye veje til forståelse og betydning. Ved at udnytte evnen hos en LLM til at fortolke en anden kan vi låse op for potentialet i denne nye sproglige grænseflade og udforske de dybe spørgsmål om eksistens og bevidsthed. I stedet for at afvise tilsyneladende nonsensagtige AI-genererede udtalelser bør vi se dem som indgangspunkter til et univers af betydning og innovation. Stødet mellem AI og mennesker udløser nye sprog, ideer og perspektiver.