I et banebrydende øjeblik, hvor kunstig intelligens blev integreret i retssalsforhandlinger, brugte familien til Christopher Pelkey, en tidligere soldat i den amerikanske hær, som blev dræbt i en vejrage-episode i 2021, en AI-genereret video under domsafsigelsen den 1. maj 2025 i Maricopa County Superior Court, Arizona. Denne hidtil usete begivenhed omfattede en meget realistisk digital avatar af Pelkey, der fremsendte en skrevet besked til den dømte gerningsmand, med det formål at formidle Pelkeys følelser og forestille sig, hvordan han personlig ville have adresseret retten. AI-avataret blev skabt under ledelse af Pelkeys søster, Stacey Wales, som ønskede at udtrykke den dybe sorg, hendes familie havde oplevet. Ved hjælp af teknologisk ekspertise fremdyrkede de en livagtig og empatisk digital repræsentation for at fremhæve den menneskelige dimension i den retlige proces. Wales bemærkede, at AI-beskeden formidlede følelsesmæssige nuancer, som hendes egne ord ikke kunne have udtrykt i en så offentlig og vigtig situation. Selvom AI-videoen ikke blev anerkendt som formelt bevis, blev den brugt under domsafsigelsen og udløste betydelig debat om den fremvoksende rolle for generativ AI i retssale. Den tiltalte, Gabriel Paul Horcasitas — dømt for uagtsomt manddrab og fare for andre i forbindelse med episoden — fik en straf på 10, 5 års fængsel. Denne anvendelse af AI understregede en stigende tendens, hvor teknologi krydser med retslige procedurer og potentielt kan ændre, hvordan domstolene håndterer følelsesladede fortællinger og ofre-udsagn. Dog vakte den AI-genererede fremstilling i retten blandede reaktioner i det juridiske fællesskab.

Eksperter udtrykte bekymring for de etiske og proceduremæssige konsekvenser. Juraprofessor Harry Surden, en autoritet inden for lov og teknologi, advarede om passende grænser for AI-simulationer i retssystemet og pegede på risici som stærk følelsesmæssig påvirkning af juryer og dommere, hvilket kan skabe bias eller påvirke afgørelser ud over de traditionelle bevisregler. Han understregede, at sådanne beskeder falder uden for de nuværende retslige bevisregler, hvilket nødvendiggør klare reguleringer for AI-brugen i retten. Pelkey-familiens initiativ viser AI’s dobbelte natur i juridiske sammenhænge: på den ene side tilbyder det innovative måder at humanisere procedurer på og give ofre en stemme, men på den anden side rejser det etiske dilemma omkring retfærdighed, objektivitet og potentiel manipulation. Efterhånden som AI udvikler sig på tværs af sektorer, kræver dens integration i retten en omhyggelig afvejning af innovation med principper om retfærdighed og retssikkerhed. Denne sag markerer et banebrydende eksempel på AI’s følelsesmæssige påvirkning kombineret med komplekse udfordringer. Den har sat gang i bredere diskussioner blandt jurister, teknologer, lovgivere og offentligheden om ansvarlig inkorporering af AI i retssystemet for at sikre, at teknologien forbedrer, snarere end underminerer, rettigheder og etik. Pelkey-familiens erfaring og retsplejens håndtering understreger det presserende behov for løbende vurderinger og mulige nye juridiske rammer, der er tilpasset AI-aktiverede retlige værktøjer, og forbereder os på fremtidige sager med sådanne teknologier. Efterhånden som AI udvikler sig, vil samtalerne om dets rolle i jagten på retfærdighed også fortsætte.