Ved Center for Strategic and International Studies (CSIS), et Washington D. C. -baseret tænketank, udvikler Futures Lab projekter til at bruge kunstig intelligens (AI) til at revolutionere diplomati. Labbet får finansiel støtte fra Pentagon’s Chief Digital and Artificial Intelligence Office og eksperimenterer med AI’er som ChatGPT og DeepSeek for at adressere spørgsmål om krig og fred. Selvom AI-værktøjer for nylig har hjulpet udenrigsministerier verden over med rutineopgaver som talepresning, bliver de nu også undersøgt for højrisko beslutningstagning. Forskere tester AI’s evne til at udforme fredsaftaler, forhindre atomkrig og overvåge overholdelse af våbenhvile. U. S. Department of Defense og Udenrigsministeriet, samt andre lande som Storbritannien og endda Iran, er også begyndt at anvende AI til at omforme diplomatiske praksisser, herunder forhandlinger. Futures Lab’s chef Benjamin Jensen bemærker, at selvom ideen om AI som støtte i udenrigspolitik har eksisteret et stykke tid, er dens praktiske anvendelse stadig i sin spæde start. I en undersøgelse blev otte AI-modeller testet med tusindvis af spørgsmål om afskrækkelse og kriseskalering. Resultaterne viste, at modeller som OpenAI’s GPT-4o og Anthropic’s Claude var "markant pacifistiske, " hvor de valgte magtanvendelse i under 17% af tilfældene. Omvendt viste Meta’s Llama, Alibaba Cloud’s Qwen2 og Google’s Gemini mere aggressive tendenser, med op til 45% af svarene, der favoriserede eskalation. Derudover varierede AI’s svar afhængigt af landets perspektiv, hvor de mere aggressive løsninger blev foreslået til U. S. , Storbritannien og Frankrig, mens de anbefalede deeskalation for Rusland eller Kina. Det understreger behovet for at tilpasse modeller til institutionelle doktriner. Russ Berkoff, pensioneret U. S. Army Special Forces officer og AI-strateg, tilskriver dette variability menneskelige skævheder, som de mennesker, der udvikler algoritmerne, har indlejret. Han understreger, at forskellen ikke ligger i AI’en selv, men i de, der bygger den. Denne uforudsigelighed udgør en “black box”-udfordring, forklarer Jensen, da AI-systemer ikke har værdier eller vurderinger, men genererer output gennem komplekse matematiske processer.

CSIS har også lanceret et interaktivt program kaldet "Strategic Headwinds" for at hjælpe med at forhandle fred i Ukraine. Programmet træner en AI på hundreder af fredsaftaler og nyhedsartikler for at identificere områder hvor enighed kan føre til en våbenhvile. Mark Freeman, administrerende direktør for Spaniens Institute for Integrated Transitions (IFIT), støtter AI’s potentiale i konfliktløsning. Han foretrækker hurtigere "rammeaftaler" og begrænsede våbenhvile over langvarige fredsforhandlinger, som historisk har været mindre effektive. Han mener, at AI kan speed optimere disse hurtigforløb. På samme måde ser Andrew Moore, senioradjunkt ved Center for en New American Security, for sig en fremtid hvor AI kan igangsætte forhandlinger, simulere ledere som Putin eller Xi Jinping for krisehåndtering, bistå med overvågning af våbenhviler, analysere satellitfotos og håndhæve sanktioner – med automatiserede opgaver, der tidligere krævede store teams. Jensen erkender dog udfordringer, herunder humoristisk uventede AI-responser. For eksempel, da AI blev spurgt om "afskrækkelse i Arktis, " tolker den "afskrækkelse" som politimæssige indgreb og "Arktis" som sneklædt terræn, hvilket førte til bizarre scenarier om at arrestere urfolk for at kaste snebolde. Sådanne fejl understreger vigtigheden af at træne AI med specialiserede diplomat- og politikdata frem for generelt internetindhold, der ofte er domineret af irrelevant materiale. Stefan Heumann, meddirektør for Stiftung Neue Verantwortung i Berlin, advarer om, at AI ikke kan erstatte nødvendige menneskelige elementer som personlige relationer mellem ledere, der væsentligt påvirker forhandlinger. Han bemærker også AI’s vanskeligheder med at vurdere de lange konsekvenser af kortsigtede handlinger, eksempelvis Munchen-tilnærmelsen i 1938, hvor begreber som “de-eskalere” er for simple til at fange komplekse realiteter. Yderligere påpeger Heumann, at AI trives bedst i åbne miljøer, men er begrænset i analyser af lukkede samfund som Nordkorea eller Rusland. Andrew Reddie, grundlægger af Berkeley Risk and Security Lab, deler disse bekymringer og peger på, at fjender opnår fordel, fordi åbne demokratier som USA offentliggør enorme mængder information, let tilgængeligt for at træne fjendtlige AI’er, mens autoritære stater gør det ikke. Han advarer også om, at AI-værktøjer er mindre nyttige i “black swan” geopolitiske udfordringer uden for kendte mønstre. På trods af kritikkerne mener Jensen, at mange af bekymringerne kan overvindes, men understreger praktiske udfordringer. Han forestiller sig to fremtider for AI i amerikansk diplomati: En, hvor AI, trænet på diplomatiske opgaver og dokumenter som kabelbeskrivelser, genererer handlingsorienterede indsigter til effektiv løsning af presserende problemer, og en mindre optimistisk, ikke nærmere specificeret version. Potentiel for AI’s evne til at forvandle diplomati er stor, men omhyggelig udvikling og kontekstbevidst anvendelse er afgørende.