I begyndelsen af maj 2025 rettede Mark Zuckerberg opmærksomheden mod Amerikas voksende ensomhedskrise og påpegede alarmerende fald i face-to-face interaktioner samt stigende mistillid til traditionelle institutioner. Han foreslog, at AI-venner og terapeuter, tilpasset den enkeltes unikke følelsesmæssige behov, kunne tilbyde mere tilgængelig og effektiv støtte end konventionelle metoder. Zuckerbergs perspektiv afspejler bekymringer over den stigende isolation, forværret af færre fællesskaber, den vigende indflydelse af religiøse og kulturelle institutioner samt overfladisk digital kommunikation. AI-venner, argumenterede han, kunne give personlige samtaler, følelsesmæssig støtte og terapeutisk vejledning døgnet rundt, hvilket potentielt kan kompensere for manglen på menneskelige omsorgspersoner, terapeuter og sociale steder. På trods af dette løfte advarer eksperter inden for psykologi og neurovidenskab mod at overafhænge AI. Menneskelige relationer involverer komplekse følelsesmæssige udvekslinger, fysisk tilstedeværelse og fælles oplevelser, som AI har svært ved at efterligne. Begreber som spejl-neuroner illustrerer menneskets iboende evne til empati, en biologisk proces, der er svær at kopiere kunstigt. Endvidere fremmer engagement i sociale udfordringer i den virkelige verden følelsesmæssig vækst, modstandskraft og en følelse af tilhørsforhold – elementer, som kritikere siger, AI-interaktioner ikke kan tilbyde på en ægte måde.

De advarer om, at AI-selskaber kan skabe overfladiske følelsesmæssige forbindelser, hvilket over tid kan forværre ensomheden i stedet for at lindre den. Der er også bekymring for, at afhængighed af AI-løsninger kan underminere den vigtige sociale infrastruktur – samlingssteder, psykiatriske ydelser og offentlige mødesteders – som er essentielle for ægte sociale bånd og støtte. At flytte ressourcer til AI kan yderligere svække disse fundamentale institutioner. Nedgangen i religiøse organisationer, der tidligere var centrale i at fremme fællesskab og formål, forværrer denne udfordring. Kritikere mener, at det tomrum, der opstår ved faldende deltagelse, bør tackles gennem fællesskabsdrevet initiativer i stedet for teknologiske erstatninger. Selvom Zuckerbergs understregning af ensomhed som en presserende problemstilling, der kræver innovation, er korrekt, påpeger kritikerne, at løsninger bør fokusere på at genoplive menneskelige forbindelser og fællesskaber. Bæredygtig fremgang kræver investering i social infrastruktur, mental sundhedsindsatser og borgerengagement, hvor teknologi kun skal fungere som en supplerende hjælp og ikke erstatning for dybe, multidimensionelle menneskelige relationer. Sammenfattende har Zuckerbergs kommentarer udløst en vigtig dialog om den komplekse ensomheds-epidemi. AI-venner rummer fascinerende potentialer og kan tilbyde midlertidig lindring, men menneskelige relationer forbliver uforlignelige. For at håndtere isolation effektivt er det nødvendigt at prioritere styrkelsen af menneskecentrede institutioner og fællesskaber, der skaber modstandskraft, empati og langvarige sociale støttenetværk.