Ayad Akhtars fængslende nye stykke, *McNeal*, på Lincoln Center Theater, dykker ned i tilbagegangen af en berømt forfatter og udforsker virkningen af store sproglige modeller (LLM'er) på kreativitet og originalitet. Med Robert Downey Jr. 's tilbagevenden til scenen efter 40 år, rejser stykket vigtige spørgsmål om AI's rolle i skrivning og kunst. Akhtar, der har vundet en Pulitzer for *Disgraced*, anerkender AI's transformative kraft i kognition og skrivning. I stedet for at afvise det direkte, foreslår han, at det kunne hjælpe menneskelige forfattere. Han og Downey, sammen med instruktør Bartlett Sher, deltog i en livlig diskussion om stykkets temaer, som omfattede AI's sammenfald med bredere emner som identitet og cancel culture. Karakteren Jacob McNeal legemliggør kunstneres kamp med at navigere i et udviklende kulturelt landskab. Akhtar refererer til indflydelsesrige forfattere og overvejer, hvordan de måske ville reagere på moderne udfordringer.

Han udtrykker en forpligtelse til at forsvare kunst, trods erkendelse af de etiske kompleksiteter, der er pålagt af AI og virksomheders interesser. Samtalen går over til LLM'ers effektivitet i kreative processer; Downey bemærker, at skønt de mangler de menneskelige kreativiteters nuancer, kan de producere interessante resultater. Sher understreger, at essensen af instruktion og kunstnerisk fortolkning forbliver unikt menneskelige og er svære at replikere gennem teknologi. Mens de udforsker AI's implikationer for kreativitet, peger Akhtar på historiske præcedenser for kunstnerisk indflydelse og appropriation, og sammenligner det nuværende landskab med Shakespeares praksis. Downey fremhæver den potentielt transformative oplevelse af levende teater midt i fremkomsten af digitale teknologier som *ABBA Voyage*, mens Akhtar forbliver optimistisk om teatrets vedvarende menneskelige forbindelse. I sidste ende reflekterer *McNeal* over de udfordringer og muligheder, AI introducerer i kunstfremstilling, med Akhtar, der søger at integrere AI autentisk i hans kreative proces. Deres diskussion understreger en tro på, at selvom teknologi omformer landskabet, forbliver den dybe menneskelige oplevelse i teatret uerstattelig.